Horsens Teaterfestival

25-09-2017

Weekenden d. 15-17 september stod i teaterets tegn i Horsens. Mere end 36 danske teatre inviteres hvert år til at spille og ialt bliver forestillingerne spillet mere end 100 gange i løbet af weekenden.

Tekst og foto: Margit Svangaard  

Den første Børneteaterfestival fandt sted i 1985 I Brædstrup, men da de fysiske rammer i Brædstrup efter et par år blev for små, flyttede festivalen til Horsens midtby. I 2001 overtog Horsens Kommune Kulturafdeling og har siden da været arrangør af festivalen.

I forbindelse med festivalen deles omkring 7.000 gratis billetter ud til kulturformidlere og teaterfagfolk fra hele landet - og ikke mindst til børn, unge og familier fra Horsens og resten af Jylland.

 

 

 

Tidligere hed festivalen Horsens Børneteaterfestival, men i 2012 skiftede den navn til Horsens Teaterfestival  Festivalen finder sted hvert år den tredje weekend i september og byder på en masse oplevelser rundt om I byen såsom gadeteaterforestillinger, kreative aktiviteter og workshops. Fælles for alle aktiviteter I byrummet er at de ikke kræver billet og man kan frit nyde de mange forestillinger.

Horsens Teatefestival ville intet være uden de mange frivillige hjælpere, der hvert år bruger en hel weekend på at hjælpe festivalen og de spillende teatre. De frivilliges primære opgave er at være til stede på spillestederne og sikre, at både teatre og publikum får en god oplevelse.

 

Siden 2005 har de frivillige ved Horsens Kommune Service og Beredskab indkvartering og forplejning stået for morgenforplejningen af 50 frivillige. Der handles fredag aften, pakkes og gøres klar I køkkenet på Horsens Byskole hvor de frivillige overnatter. Morgenmaden serveres mellem kl. 7-9 og de nyder at blive forkælet inden de skal ud I byen hver især på deres “poster”. De sendes afsted med fyldte maver, smil, højt humør og frisk frugt. 

I år havde vi en enkelt uheldig frivillig der fik skåret sig i tommelfingeren lige I blommen, så det blev også til en førstehjælpsopgave. Det blødte en del men det hele forløb stille og roligt, der blev renset, sat plaster på og forbundet. Den tilskadekomne måtte dog lige ned og ligge da hun blev svimmel, men med et glas juice var hun hurtigt på benene igen. Der blev pakket en lille pose med plaster, renseservietter og selvhæftende gazebind så hun kunne skifte forbindingen i løbet af dagen hvis nødvendigt.

 

En super hyggelig lille forplejningsopgave som vi ser frem til hver år og vi står selvfølgelig klar I køkkenet igen I 2018.